Hvilken Slags Kriger Er Du?

Jeg vælger at samle de folk, som jeg har til rådighed under mig, for at drage af sted og finde ham. Hvis jeg kan, vil jeg spørge min overordnede om flere folk. Dette er noget der skal tænkes grundigt over og planlægges, hvis bortføreren skal stilles for en dom.

Jeg tager af sted med kun en enkelt eller 2 personer, som jeg virkelig stoler på. Dette er en sag mellem venner, og jeg ønsker ikke, at andre skal indblandes og komme i fare.

Så snart jeg ser fodsporerne farer jeg efter ham. Han skal findes hurtigst muligt, og bortføreren få sin straf, og den bliver ikke mild!

Jeg samler nogle kloge folk, så vi kan debattere om, hvad vi skal gøre og lægge en grundig plan. Det er vigtigt at det tænkes grundigt igennem, så hellere bruge lidt mere tid på planlægning, og så miste nogle færre folk under redningen.

Jeg føler ikke rigtig for at følge efter og redde ham, men på den anden side, han gjorde jo nærmest det samme som mig, da vi var små. Jeg følger efter sporene alene, for der er nok alligevel ikke andre, som gider at risikere deres liv for ham. Jeg vil holde mig i baggrunden og se, men hvis han ikke står til at redde, så vender jeg om...

Jeg henter min hjemmelavede bue og en daggert, men håber, at jeg ikke får brug for det.

Jeg henter den største og tungeste økse jeg kan finde, for den skal sidde lige i kraniet på bortføreren!

Jeg tager mig en bue, et kortsværd og et lille skjold. Det er nogenlunde praktisk i alt terrain.

Jeg tager min faders sværd med, som i sin tid blev overdraget til mig i begyndelsen af min tjeneste. Ligeså medbringer jeg et stort skjold, for ar sikre at færre kommer til skade.

Jeg henter mine jagtredskaber: en bue og et spyd. Det er tid til at jage...

Jeg slår hurtigt dyret ihjel, spiser det og iklæder mig dens skind. Det er koldt i bjergene, og jeg vil ikke dø af kulde inden jeg finder min ven.

Jeg nærmer mig forsigtigt ulven, for at slippe den fri. Intet dyr har fortjent en sådan skæbne.

Jeg skynder mig udenom den. Enhver ved, hvor farlige ulve er, når de er sulne, og mine erfaringer med dem er jo ikke just gode. Den ville desuden bare forsinke mig.

Jeg vælger at dræbe dyret, og fri det fra dets lidelser. Men jeg vil ikke tage det med. Det tilhører retmæssigt en jæger, men kommer han ikke efter ulven, så overlades den bare til naturen og dens andre væsner.

Jeg ved at dette område ejes af en gårdejer et stykke væk. Det ville være imod loven at beskadige et bytte, som han har fanget; derfor vælger jeg at gå udenom og fortsætte.

Lave en lille lovprisning til naturens væsen i håbet om, at en snestorm så ikke vil tage til. Dernæst sover man gerne op ad alteret.

Tja, når der nu alligevel er et alter, så må jeg nok hellere lave et lille blodsritual. Jeg finder hvad end jeg kan og lader blodet flyde ud på alteret...så bliver ingen vrede på mig...

Lægger en du på alteret, og bruger det som bord, så man kan få noget at spise, mens man venter. Måske kan den endda tjene som en god seng...

Tager en stille stund ved alteret og ærer stedet. Dernæst sættes en lejr op tæt derved.

Jeg finder min guds symbol frem og lægger det på alteret. Så fester man til dets ære.

Jeg brøler ud i natten "Hvem dér?!", for at skræmme eventuelle tyveknægte væk. Hvis det er vigtigt, skal personen nok komme ind.

Jeg sætter mig op på mit leje, klar med hånden på mit våben. Jeg venter roligt og tålmodigt på at vedkommende afslører sig selv.

Jeg sætter mig op, og spørger ud i natten: "Er der noget jeg kan hjælpe med?", for at vise, at jeg har opdaget vedkommende uden at skræmme personen væk.

Jeg kryber længere ned under mit skind med et lille våben i hånden, og håber inderligt på at personen ikke opdager at jeg er her.

Jeg griber hurtigt mit våben, og holder det klar og rettet mod teltåbningen.

Jeg vælger, at give ham husly for natten og den fornødne mad. Hvis der spares lidt, så skal det nok gå. Det er vigtigt at beskytte de svage.

Jeg mistænker med det samme manden. Han kunne sagtens være en tyv, som bare vil tjene til et let måltid uden at gøre noget for det... Jeg kaster en skive brød efter ham, og råber, at han skal forsvinde.

Jeg kan ikke sætte hans liv over mig og mine folk. Men ej heller kan jeg overlade ham til kuldedød. Jeg tilbyder ham ly for natten, men ingen mad.

Jeg springer op, og skærer halsen over på ham, for ellers har han muligheden for at gøre det samme på mig! Jeg stjæler alt hvad han har af værdi, og smider liget udenfor teltet.

Jeg kigger op og ned af den forkrøblede, svagelige mand. Han virker slet ikke værd at redde. Der er absolut ingen grund til at spilde ressourcer på en uvigtig bums.

Jeg klargør mit våben, og træder ind i grotten og siger roligt og overlegent med et smil på læben: "Lad min ven gå eller forbered dig på at møde din skæbne, usling"

Ved synet af de røde tegn fortryder jeg pludselig, at jeg fulgte sporene. Det her virker til at være alt for farligt, men jeg vælger dog at blive stående lidt og kigge.

Ved synet af min ven brøler jeg af lungernes fulde kraft til den kutteklædte: "Din tid er kommet, tåbe! Bered dig på at dø!", hvorefter jeg hæver våbnet og løber ind.

Jeg og mine folk stiller os på linje, og marsherer frem imod den kutteklædte. Jeg råber med kølig stemme: "Smid dine våben og udlever din fange, så skader vi dig ikke!".

Jeg lister mig hen foran indgangen og klargør en pil. Han skal ikke nå at gøre modstand, så jeg vælger at prøve at skyde ham inden han opdager mig...

Styrke, udholdenhed og at virke skræmmende. Før eller senere giver fjenden op eller flygter!

At være hurtig og have gode reflekser, så man kan undgå slag.

At have overblik over sine medkrigere, så man kan arbejde sammen

At man skal virke overlegen, så fjenden mister sin moral.

At flygte og redde sit eget skind, hvis det brænder på!

Jeg råber, at mine folk skal hoppe i dækning bag den nærmeste klippe, som ildkuglen kort tid efter rammer, og gør klar til angreb

Jeg løber ildkuglen i møde, og undviger elegant i sidste øjeblik.

Jeg affyrer en pil imod ildkuglen. Pilen brænder op, men ildkuglen opløses.

Jeg løber febrilsk rundt i panik, og med mine gode reflekser undgår jeg faktisk at blive ramt.

Jeg fortsætter direkte mod ham i et raseri, ligeglad med ildkuglen, som farer imod mig. Den rammer mig i brystkassen, og ødelægger min rustning, og giver mig brændsår.

Jeg slår sortelveren ihjel, tager min ven over skulderen og fester og drikker til hans ære når vi kommer hjem!

Jeg tager hurtigt alt hvad sortelveren har af værdi, og skynder mig hen og befrier min ven. Så flygter vi sammen hjem, og jeg fortæller min kammerat, at han kommer til at skylde for det her.

Jeg hugger hovedet af mørkets skabning og brænder ham på bålet. Jeg tager mig af min vens sår, og beretter om min farefulde færd.

Jeg tilfangetager sortelveren for at af afhøre ham, og slæber ham for retten så han kan dømmes ved loven. Min ven hjælper jeg på benene, og støtter ham på turen hjem.

Jeg slår sortelveren ud, da det bringer uheld at slå sådanne ting ihjel. Jeg løber derefter hen og omfavner min ven og hjælper ham op, så vi kan skynde os væk fra det forbandede sted.